På en sommerdag i Provence
På det lokale marked, på en varm sommerdag i Sydfrankrig, i det her tilfælde i den skønne lille by L'Isle sur la Sorge i Provence, kan man være helt sikker på, at lugtesansen for alvor kommer på arbejde. En rejse gennem et stort spekter af dufte for en lugtesans, der i virkeligheden er noget minimalt udstyret sammenlignes med fx en hunds. Solen er med til at forstærke både syns- og lugtindtrykkene og er man et 'madøre', som undertegnede, kommer man hurtigt til at ligne en 'one-eyed-dog in a butcher's place' af skræk for ikke at få det hele med. Og har man i de kulørte blade hver sommer set det obligatoriske foto af Dronning Margrethe, hvor hun slentrer rundt på hendes lokale marked med en stor kurv hen over armen, får jeg straks den tanke, også hun er et madøre, og at hun og Henrik måske også kan finde på at stå at lave mad på slottet i Frankring. Er der mon nogensinden nogen, der har spurgt HKH Dronning Margrethe om det?
Nå, tilbage til mit og ikke dronningens marked. - Et sted, står den lokale gede-bonde med sine helt egne gedeoste. Nogle er friske og snehvide, andre er grå og rullet i aske, mens de ældste af slagsen har udviklet et grønt stærkt lugtende lag af mug. Jeg elsker gedeoste i enhver udgave, men er den lagt på en baquette og grillet 3 min., bliver både jeg og min grønne salat noget lykkeligere. Oliven i Provence eller Italien for den sags skyld, er milevidt fra de køns- og smagsløse sorte oliven, som vi kan købe i Fakta til næsten ingen penge. Nu ikke et ondt ord om dem i øvrigt, for bliver de puttet i en foodprocessor med olivenolie, hvidløg, salt, peber og en enkelt ansjos, så er dukker der alligevel den skønneste tapenade op (husk lige at tjekke om der er sten i først). Og skal jeg nævne en duft og en farve, der er synonym med Sydfrankrig, så er det de smukke lilla og krydrede lavendler.
Umuligt ikke at udbryde et 'wow', den første gang man ser en hel mark i denne vilde lilla farve. Og står man midt i den og trækker vejret dybt gennem næsen, så kan lykken stort set ikke blive større. - Lavendlerne bruges både i små duftposer, men også i den krydderiblanding, herbes de Provence, som hjemme hos os næsten er en fast bestanddel i ovnbagte kartoffelbåde eller en kødsovs til spaghetti (husk også 2 glas rødvin. 1 til sovsen og 1 til dig selv). Lavendler er stort set også den eneste blomst i min have, hvis altså vi lige ser bort fra de blomster, som mine purløg og oregano sætter. Og når lavendlen blomstrer, napper jeg tit på vej mod jobbet bare en enkelt stilk. Gnider dem mellem mine håndflader, som så udløser duftstofferne og olien i dem. Åh, den duft. Selv på en klam regnvejrsdag står jeg pludselig igen ude i marken ved det gamle kloster. Du har med sikkerhed også oplevet, hvor stærk en sans lugtesansen er.
Den er stormester i at sende hjernen på en tur tilbage i tiden. Uanset om det er, når du selv står og koger en jordbærsauce med en vanillestang og bang bliver kastet hjem til din mors køkken en skøn sommerdag i juni 1972. Når du dufter til en pudder i Magasin og pludselig både kan se og høre din mormor grine højt, mens hun læser højt af Emil fra Lønneberg med dig på skødet. Eller om det er når frosten forsvinder af jorden og den første lune kommer med solen. Så dufter jorden fuldstændig ubeskrivelig af liv og forventning om, at de lyse dag igen er på vej tilbage og du ser dig selv gå hjem fra skole med din postkasserøde rygsæk.
Da jeg jo er en kage- og dessertwoman, vil jeg ikke undlade at give jer opskriften på de skønneste lavendel/mandel muffins man kan tænke sig. Jo, den er god nok. Lavendlen er både spiselig og anvendelig i bagværk. Og de her lover mange flere ture til Frankrig.
Helle Rimmer.
